BEK 441/2021 · Bekendtgørelse om forsvarets militære akademiuddannelse
BEK 441/2021 Art. 12
Karakterer, eksamen, censorer m.v.
Klage over forhold vedrørende eksamen, prøve m.v., herunder forhold vedrørende karakterer og anden bedømmelse, kan indgives til Forsvarsakademiets dekan gennem studiekontoret på Forsvarsakademiet.
Stk. 2. Klagen skal være begrundet og indgives skriftligt senest to uger efter meddelelse af karakteren. Dekanen kan dispensere fra klagefristen, hvis der foreligger usædvanlige forhold.
Stk. 3. Hvis klagen vedrører bedømmelsen eller øvrige forhold, der vedrører bedømmerne, forelægger dekanen straks klagen for bedømmerne, der har en frist på 2 uger til at afgive en udtalelse om bedømmelsen m.v. i klagen. Dekanen kan bestemme, at bedømmerne får en længere frist, hvis der foreligger særlige omstændigheder. I beregningen af bedømmernes frist indgår juli måned ikke. Klageren skal have lejlighed til at kommentere bedømmernes udtalelse inden for en frist på mindst 1 uge.
Stk. 4. Dekanen træffer afgørelse efter stk. 1, jf. stk. 3, på grundlag af bedømmernes udtalelse og klagerens kommentarer til udtalelsen.
Stk. 5. Bliver Forsvarsakademiet i forbindelse med behandlingen af en klage opmærksom på fejl eller mangler ved en prøve, finder reglerne i eksamensbekendtgørelsens § 21 anvendelse.