BEK 318/2021 · Bekendtgørelse om tilskud til vådområdeprojekter og lavbundsprojekter
BEK 318/2021 Art. 18
Prioritering af projekter
Ansøgninger om tilskud til forundersøgelse af vådområdeprojekter til fjernelse af fosfor, jf. § 3, nr. 1, prioriteres indenfor puljen afsat til sådanne efter bedste arealeffektivitet i form af kr. pr. ha.
Stk. 2. Ansøgninger om tilskud til etablering af vådområdeprojekter til fjernelse af fosfor, jf. § 3, nr. 2, prioriteres indenfor puljen afsat til sådanne efter bedste omkostningseffektivitet i form af kr. pr. kg P pr. år.
Stk. 3. Såfremt flere projekter angående forundersøgelse eller etablering af fosforvådområder har samme arealeffektivitet eller omkostningseffektivitet, prioriteres disse indenfor de enkelte puljer efter størrelsen af fosforreduktionen, således at projektet med størst reduktionspotentiale prioriteres højest.
Stk. 4. Et eller flere projekter om etablering af fosforvådområder må ikke overstige rammerne for fosforindsatsbehovet i et søopland, jf. bilag 3. Såfremt der i samme ansøgningsrunde indkommer ansøgninger om etablering af fosforvådområder til samme søopland, der tilsammen reducerer med mere end fosforindsatsbehovet, gives der afslag til det projekt, der opnår den laveste prioritering. Reducerer projektet med den højeste prioritering med mere end fosforindsatsbehovet, gives der afslag til dette projekt, og projekter med lavere prioritering kan derefter opnå tilsagn, indtil reduktionsbehovet er opfyldt.
Stk. 5. Begrænsningen i stk. 4, kan fraviges i særlige tilfælde. Såfremt der sker en fravigelse, medregnes fosforreduktionen i begrænsningen i stk. 4.
Stk. 6. Landbrugsstyrelsen tildeler tilsagn til ansøgninger om etableringer efter prioriteringen i stk. 4 og 5, indtil bevillingsrammen er nået.