BEK 318/2021 · Bekendtgørelse om tilskud til vådområdeprojekter og lavbundsprojekter
BEK 318/2021 Art. 10
Krav til projektet
Et projekt om forundersøgelse af vådområder til fjernelse af kvælstof, jf. § 3, nr. 1, skal være beliggende i et delvandopland med et kvælstofindsatsbehov, jf. bilag 1.
Stk. 2. Et projekt om forundersøgelse af vådområder til fjernelse af fosfor, jf. § 3, nr. 1, skal være beliggende umiddelbart opstrøms en sø med et fosforindsatsbehov, jf. bilag 3.
Stk. 3. Et projekt om forundersøgelse af lavbundsprojekter, jf. § 3, nr. 3, skal være beliggende i et delvandopland med et kvælstofindsatsbehov, jf. bilag 2, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Kriterierne i stk. 3, kan fraviges, hvis forundersøgelsesprojektet om et lavbundsprojekt er beliggende i tilknytning til et Natura 2000-område opført på bilag 7 og et eventuelt efterfølgende etableringsprojekt bidrager til at udvide eller understøtte naturtyper eller artslevesteder. Kriterierne i stk. 3, kan desuden fraviges for forundersøgelser af lavbundsprojekter, såfremt det eventuelle efterfølgende etableringsprojekt forventes at bidrage med en reduktion af mængden af CO2-ækvivalenter med mindst 13 ton pr. ha pr. år.
Stk. 5. I forbindelse med en forundersøgelse skal der udarbejdes en teknisk forundersøgelse og en ejendomsmæssig forundersøgelse, der skal indeholde de oplysninger, der fremgår af § 8, stk. 1, nr. 3 og 4.
Stk. 6. Forundersøgelsesrapporten skal gøre det muligt at vurdere projektets gennemførlighed, herunder lodsejertilslutning, samt opfyldelse af: 1) kravene i § 11 for kvælstofvådområdeprojekter, 2) kravene i § 12 for fosforvådområdeprojekter, eller 3) kravene i § 13 for lavbundsprojekter.