BEK 145/2021 Art. 3
Anvendelsesområde og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Fisker: Enhver person, inkl. skibsføreren, der uanset stilling er ansat, forhyret eller arbejder om bord på et fiskeskib. 2) Fiskeskib: Et skib, der anvendes til erhvervsmæssig fangst af fisk, hvaler, sæler, hvalrosser, skaldyr eller andre levende ressourcer fra havet, herunder skibe, der er udstyret som fiskeskibe og kan forarbejde fangst, eller hvis nationalitetsbevis er forsynet med havnekendingsnummer. 3) Længde: beregnes som 96 % af den totale længde på en vandlinje ved 85% af den mindste dybde (moulded) målt fra køllinjen eller som længden fra forenden af stævnen til rorstammens akse beregnet på nævnte vandlinje, hvis denne længde er den største. I skibe med styrlastighed skal den vandlinje, på hvilken længden måles, være parallel med konstruktionsvandlinjen. 4) Længden overalt (Loa): Afstanden i lige linje mellem det forreste punkt på forstævnen og det agterste punkt på agterstævnen. 5) Dimensionstal: Loa multipliceret med fartøjets bredde (Loa x B). 6) Nyt fiskeskib: Et fiskeskib, for hvilket a) kontrakten om bygning eller større ombygning er blevet placeret på eller efter datoen for bekendtgørelsens ikrafttræden, b) kontrakten om bygning eller større ombygning er placeret før datoen for bekendtgørelsens ikrafttræden, og som leveres tre år eller mere efter denne dato eller c) såfremt byggekontrakten ikke foreligger på eller efter datoen for bekendtgørelsens ikrafttræden, at kølen er lagt, eller at det byggeri, der kan identificeres med et specifikt fartøj, er påbegyndt, eller at samlingen er påbegyndt omfattende mindst 50 ton eller 1 % af den anslåede samlede skrogvægt, hvis sidstnævnte er mindre.