BEK 65/2021 Art. 6
Fysiske salgssteder, der er specialiseret i salg af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere
Forbuddet mod synlig anbringelse og fremvisning efter § 3, stk. 1 og 2, gælder ikke salg af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere på fysiske salgssteder, hvor man er specialiseret i salg af disse produkter.
Stk. 2. Et fysisk salgssted efter stk. 1 anses for at være specialiseret i salg af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere, når stedet udelukkende eller hovedsageligt sælger elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere.
Stk. 3. Undtagelse fra forbuddet om synlig anbringelse og fremvisning efter stk. 1 gælder alene for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere. Sælger salgsstedet andre produkter eller tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter, er disse varer omfattet af forbuddet efter § 3, stk. 1 og 2, og regler om neutrale oplysninger om varer og priser efter § 4 i denne bekendtgørelse, eller § 2, stk. 1 og 2, og § 3, i bekendtgørelse om forbud mod synlig anbringelse og fremvisning m.v. af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter.
Stk. 4. Sælger et salgssted omfattet af stk. 1 elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere via digitale løsninger, såsom detailhandelshjemmesider, webshops, firmahjemmesider, firmahjemmesider på sociale medier og apps, er dette omfattet af § 5.
Stk. 5. Det er på et fysisk salgssted omfattet af stk. 1 ikke tilladt at reklamere for elekroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere på salgsstedet, i butiksvinduet eller på butiksfacaden, jf. dog stk. 6. Det gælder herunder: 1) at der ikke må være elementer, herunder rundt om produkterne, som kan give reklameeffekt, for eksempel særlig belysning, brug af farver eller effekter, der på anden måde fremhæver et bestemt produkt, firmanavn, pris eller andet for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere, eller 2) med tekst, illustrationer, billeder, farver, logoer, symboler eller andet at give køber indtryk af, at et eller flere produkter har en sundhedsgavnlig effekt, er mindre skadelige end andre produkter, fungerer som rygestopmiddel eller på anden vis har en gavnlig effekt eller fordel.
Stk. 6. Navnet på et fysisk salgssted omfattet af stk. 1 må fremgå i den fysiske butik og af butiksfacaden i neutral udformning. Navnet må i sig selv ikke have en reklameeffekt eller lyse op, dog må det på en neutral måde indeholde ordene ”elektroniske cigaretter” eller referere til elektroniske cigaretter.
Stk. 7. Undtagelse fra forbuddet om synlig anbringelse og fremvisning efter stk. 1 giver ikke salgsstedet mulighed for synligt at anbringe og fremvise elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere andre steder end inde på salgsstedet eller uddele annonceblade og gratis produkter m.v.