BEK 2283/2020 Art. 30
Afgiftsfritagelse og -nedsættelse
Ejerskifte eller pantsætning mellem ægtefæller eller registrerede partnere er i tilfælde af fuldstændig ophævelse af formuefællesskab fritaget for variabel afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1. På tidspunktet for anmeldelsen til tinglysning skal der afgives en af følgende erklæringer afhængig af situationen: 1) »Formuefællesskabet er i henhold til separation/skilsmissebevilling eller dom opløst i sin helhed. Dato for separation/skilsmisse.« 2) »Formuefællesskabet er i henhold til den angivne ægtepagt opløst i sin helhed. Dato for tinglysning af ægtepagt: Løbenummer.«
Stk. 2. Den længstlevende ægtefælles eller registrerede partners indtræden i afdødes rettigheder og forpligtelser, jf. tinglysningsafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 2, er fritaget for variabel afgift, når der afgives følgende erklæring: »Ejendommen(e) overtages af den længstlevende ægtefælle.«
Stk. 3. Skifteretsattester, der tinglyses som led i en arvings overdragelse til en ikke-arving, jf. tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 3, er fritaget for afgift, når der afgives følgende erklæring: »Skifteretsattesten tinglyses som led i arvingens/arvingernes videreoverdragelse af ejendommen/ejendommene til en ikke-arving.«