BEK 2283/2020 Art. 3
Ejendomsværdipåtegning og momspligtige overdragelser af ejendomme
Ejendomsværdien efter tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2 og 3, oplyses ved, at det digitale tinglysningssystem under tinglysningsekspeditionen selv henter oplysningen elektronisk. Det er dog anmelderens ansvar at sikre, at det er den korrekte værdi, der anvendes.
Stk. 2. Er ejerskifte af en ejerbolig, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, ikke sket i almindelig fri handel, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, 1. pkt., skal der afgives følgende erklæring ved tinglysningen: »Ejerskiftet, der vedrører en ejerbolig, er ikke sket i almindelig fri handel.«
Stk. 3. Hvis der ikke foreligger en ejendomsværdi, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, 4. pkt., og stk. 3, skal der afgives en af følgende erklæringer afhængigt af, om ejendommens bygninger er under ombygning m.v. eller ej: 1) »Ejendommen er ikke særskilt vurderet. Ejendommens bygninger er ikke under ombygning, opførelse eller nyopført på anmeldelsestidspunktet. Værdien af ejendommen på anmeldelsestidspunktet udgør efter bedste skøn det angivne beløb.« 2) »Ejendommen er ikke særskilt vurderet. Ejendommens bygninger er under ombygning, opførelse eller nyopført på anmeldelsestidspunktet. Værdien af ejendommen på anmeldelsestidspunktet udgør efter bedste skøn det angivne beløb.«
Stk. 4. Hvis der foreligger en ejendomsværdi, og der i tiden mellem den offentlige vurdering og anmeldelsen er sket væsentlige forandringer af ejendommen, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, 4. pkt., og stk. 3, skal der afgives en af følgende erklæringer afhængigt af, om det er ændringer på bygningen eller en matrikulær ændring, der medfører, at ejendomsværdien ikke er anvendelig: 1) »Ejendommen er under ombygning, opførelse eller nyopført på anmeldelsestidspunktet. Værdien af ejendommen på anmeldelsestidspunktet udgør efter bedste skøn det angivne beløb.« 2) »Ejendommen er under udstykning eller arealoverførsel. Værdien af ejendommen på anmeldelsestidspunktet udgør efter sælgers bedste skøn det angivne beløb.«