BEK 2004/2020 · Bekendtgørelse om revision af Seniorpensionsenhedens årsregnskaber
BEK 2004/2020 Art. 9
Intern revision
Til brug for bestyrelsen for Seniorpensionsenheden skal den interne revision føre en revisionsprotokol. Der skal i protokollen redegøres for den revision, der er udført i løbet af året, og som kan danne grundlag for revisionsmæssige delkonklusioner. Protokollen skal fremlægges på ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilførsel skal underskrives af den samlede bestyrelse, ekstern revision og revisionschefen.
Stk. 2. Den interne revision skal altid afgive et årsprotokollat til behandling på et bestyrelsesmøde, der ligger efter regnskabsårets afslutning og senest på det bestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet godkendes af bestyrelsen. I årsprotokollatet skal den interne revision redegøre for arten og omfanget af de udførte revisionsarbejder, herunder hvorledes den interne revision har udført revisionen af de væsentlige og risikofyldte områder og konklusionen herpå.
Stk. 3. I et særskilt afsnit i protokollatet vedrørende årsrapporten skal den interne revision opsummere samtlige bemærkninger, som revisionen har givet anledning til at fremføre over for bestyrelsen for Seniorpensionsenheden. Opsummeringen skal indeholde en status vedrørende de bemærkninger, der er fremført vedrørende det pågældende regnskabsår, samt en status vedrørende de bemærkninger, der fremgik som åbentstående i protokollatet vedrørende den foregående årsrapport. Hvis revisionen ikke har givet anledning til bemærkninger, skal dette oplyses.
Stk. 4. Revisionschefen skal som minimum i årsprotokollatet i et særskilt afsnit oplyse, at revisionschefen ikke er kommet i en situation, hvor vedkommende erklærer sig, konkluderer eller oplyser om forhold eller dokumenter, som revisionschefen eller ansatte i den interne revision har udarbejdet grundlaget for.
Stk. 5. I protokollatet vedrørende årsrapporten skal det oplyses, om den interne revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om.
Stk. 6. Den interne revision skal kort redegøre for sin egen habilitet i forhold til revision af Seniorpensionsenheden, hvis den interne revision også varetager revisionsopgaver for Arbejdsmarkedets Tillægspension.