BEK 1907/2020 · Bekendtgørelse om tilskud til fælles indsatser akvakultur
BEK 1907/2020 Art. 15
Ændring af projekt, overdragelse af tilsagn og forlængelse af projektperioden
Væsentlige projektændringer kan godkendes af Fiskeristyrelsen på betingelse af, at de er i overensstemmelse med projektets formål. Anmodning om væsentlige ændringer af projektet skal indsendes på et særligt skema, der findes på Fiskeristyrelsens hjemmeside. Ansøgning skal godkendes af Fiskeristyrelsen, inden den væsentlige ændring må sættes i gang.
Stk. 2. Anmodning om væsentlig ændring af et projekt skal være modtaget i Fiskeristyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.
Stk. 3. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt.
Stk. 4. Anmodning om ændring af projektet kan ikke godkendes, såfremt ændringen betyder, at projektet i sin ændrede form ikke ville være blevet prioriteret, jf. § 9.
Stk. 5. Ændringer, der ikke vedrører formålet med projektet, kan gennemføres uden Fiskeristyrelsens forudgående godkendelse.
Stk. 6. Stk. 5, gælder ikke, hvis investeringer som følge af ændringen overstiger 50.000 kr., da der i så fald skal indsendes to tilbud, jf. § 5, stk. 4, nr. 7, med mindre bestemmelsen i § 5, stk. 6, finder anvendelse.
Stk. 7. Hvis et gennemført udbud, jf. § 11, stk. 4, medfører en lavere omkostning end anført i ansøgningen om tilsagn, kan der ikke ved en anmodning om ændring af projektet ske omfordeling i budgettet af de frigjorte midler til en anden omkostningsart.
Stk. 8. Hvis Fiskeristyrelsens har godkendt en anmodning om ændring i strid med stk. 7, inden dokumentation for afholdte udbud er modtaget, jf. § 17, stk. 1, nr. 3, vil godkendelsen blive tilbagekaldt.