BEK 1599/2020 · Bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb
BEK 1599/2020 Art. 10
Krav til udformning af de enkelte eux-forløb
Udformning af et eux-forløb for en given erhvervsuddannelse skal ske inden for rammen af én af eux-modellerne i bilag 1-7.
Stk. 2. Med valget af en eux-model følger en fast fagrække m.v. på gymnasialt niveau med en bestemt fastsat undervisningstid for det enkelte fag og niveau. Undervisningstiden kan være afkortet, jf. § 4, stk. 2.
Stk. 3. Med valget af en model følger et bestemt antal fag, herunder løft af niveau af fag, jf. § 3, stk. 1, målrettet den enkelte erhvervsuddannelse med én bestemt fastsat samlet undervisningstid, jf. dog bilag 5, pkt. 2. Valget af fag, jf. 1. pkt., og fordelingen af undervisningstiden herimellem for det enkelte eux-forløb skal tilgodese den afkortning, der måtte være forudsat i den samlede undervisningstid i 1. pkt.
Stk. 4. Med valget af en model følger et bestemt antal valgfag, herunder løft af niveau, med en bestemt fastsat undervisningstid. Der kan for det enkelte eux-forløb fastsættes et eller flere fag, som eleverne som minimum skal tilbydes.
Stk. 5. Med valget af en model følger et minimum for, hvor meget fordybelsestid der over hele forløbet, i den merkantile eux-model dog senest i forbindelse med det særskilte studiekompetencegivende forløb, skal afsættes til den enkelte elevs skriftlige arbejde.