BEK 1597/2020 Art. 103a
Noteoplysninger
En virksomhed, som måler finansielle forpligtelser til dagsværdi i medfør af § 46, stk. 2, nr. 3 eller 4, jf. § 55, stk. 1 og 2, skal oplyse ændringen i perioden og den akkumulerede størrelse af den del af ændring i dagsværdien af disse forpligtelser, som kan henføres til ændringer i kreditrisikoen på forpligtelserne. Denne ændring kan fastlægges enten 1) som forskellen mellem den samlede ændring i dagsværdien af forpligtelserne og den del heraf, der kan henføres til ændringer som følge af ændringer i markedsvilkår, der knytter sig til markedsrisici eller 2) ved en alternativ metode, som virksomheden mener bedre giver et retvisende billede af ændringen i kreditrisikoen på forpligtelserne.
Stk. 2. Oplysningerne efter stk. 1 gives for grupper af virksomhedens forpligtelser, der er relevante i forhold til oplysningskravet, henholdsvis for regnskabsperioden og akkumuleret fra første indregning af forpligtelserne.
Stk. 3. De metoder, der er anvendt for at fastlægge de beløb, der er oplyst i henhold til stk. 1 og 2, skal oplyses. Endvidere skal virksomheden oplyse, hvis den ikke mener, at de oplyste beløb på en pålidelig måde repræsenterer ændringerne i kreditrisikoen på forpligtelserne, samt oplyse om baggrunden for denne konklusion og de faktorer, som virksomheden mener, er relevante i denne sammenhæng.
Stk. 4. Forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi af forpligtelser omfattet af stk. 1 og de beløb, som virksomheden er kontraktmæssigt forpligtet til at betale ved forfald, skal oplyses.