BEK 1457/2020 Art. 26
Opholdsdokumenter
Tredjelandsfamiliemedlemmer, der har ret til tidsbegrænset ophold efter denne bekendtgørelse, skal med henblik på myndighedernes konstatering af denne ret ansøge om et opholdskort senest 3 måneder efter indrejsen, hvis opholdet forventes at vare mere end 3 måneder. Tredjelandsstatsborgere med ret til ophold som familiemedlemmer til en arbejdssøgende unionsborger, jf. § 11, skal dog ikke ansøge om et opholdskort.
Stk. 2. Opholdskort efter stk. 1 bærer standardkoden »EU-familiemedlem Art 10 DIR 2004/38/EF« og indeholder betegnelsen »Opholdskort for familiemedlem til en unionsborger«. Kortet udstedes for 5 år fra udstedelsestidspunktet eller for varigheden af hovedpersonens påtænkte ophold, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Opholdskort efter stk. 1 til en tredjelandsstatsborger, der har ret til tidsbegrænset ophold som familiemedlem til en tredjelandsstatsborger, der som udstationeret er omfattet af § 8, stk. 2, benævnes »Opholdskort for familiemedlem til en tredjelandsstatsborger« og udstedes for varigheden af hovedpersonens påtænkte ophold.
Stk. 4. Udstedelse af opholdskort som nævnt i stk. 2 og 3 forudsætter, at tredjelandsstatsborgeren til dokumentation for sin opholdsret som familiemedlem foreviser: 1) Gyldigt pas. 2) Registreringsbevis eller opholdskort for den person, den pågældende slutter sig til eller ledsager. 3) Dokumentation for, at der består den relevante familiemæssige tilknytning. 4) Hvis den pågældende er omfattet af et forsørgelseskrav som omhandlet i § 10, stk. 2, § 12, stk. 2, § 13, stk. 2, eller § 14, stk. 3, forevises bevis for, at hovedpersonen råder over tilstrækkelige midler til sit og familiemedlemmets underhold, jf. § 34, således at de pågældende efter en konkret vurdering kan antages ikke at ville falde det sociale system til byrde. For et familiemedlem, som er omfattet af forsørgelseskravet i § 13, stk. 2, og som samtidig er omfattet af personkredsen i § 3, stk. 1, nr. 1, 2 eller 6 13) Dvs. en ægtefælle (eller dermed ligestillet) (nr. 1), en direkte efterkommer under 21 år (nr. 2) eller et familiemedlem, som hovedpersonen af alvorlige helbredmæssige grunde nødvendigvis må tage sig af (nr. 6). , er det dog tilstrækkeligt, at hovedpersonen fremlægger en erklæring om at råde over tilstrækkelige midler til sit og familiemedlemmets underhold. 5) Hvis den pågældende er omfattet af personkredsen i § 3, stk. 1, nr. 6, forevises bevis for, at alvorlige helbredsmæssige grunde gør det absolut nødvendigt, at hovedpersonen personligt plejer den pågældende.
Stk. 5. Hvis et familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, ændrer opholdsgrundlag, skal den pågældende ansøge om et nyt opholdskort.