Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1258/2020 · Bekendtgørelse om anvendelse af en digital løsning til brug for indsamling af vælgererklæringer

BEK 1258/2020 Art. 8

Afgivelse og tilbagetrækning af papirbaserede vælgererklæringer

In KraftAmtlicher Text

Vælgere, der er omfattet af § 2 i lov om valg til Folketinget eller § 3, stk. 1, nr. 2, §§ 3 a eller 3 b, i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, og som er optaget på valglisten, kan afgive vælgererklæring over for social- og indenrigsministeren på en papirformular, der er godkendt af social- og indenrigsministeren, jf. § 12, stk. 7, 2. pkt., i lov om valg til Folketinget og § 11, stk. 7, 2. pkt., i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet.

Stk. 2. En vælger, der ønsker at afgive en papirbaseret vælgererklæring efter stk. 1, skal først afgive en støttetilkendegivelse ved at rette henvendelse til Social- og Indenrigsministeriet pr. e-mail eller brev eller via telefonen. Vælgeren skal oplyse de fornødne identifikationsoplysninger, herunder sit CPR-nummer, til ministeriet. Har vælgeren herved identificeret sig over for ministeriet, registrerer ministeriet støttetilkendegivelsen i den digitale løsning, såfremt støttetilkendegivelsen opfylder betingelserne i § 7, stk. 8 og 9.

Stk. 3. Når der er forløbet en periode på mindst 4 dage fra registreringen af støttetilkendegivelsen, jf. stk. 2, afsendes med almindelig post en papirbaseret formular til brug for afgivelse af vælgererklæringen påtrykt vælgerens navn og CPR-nummer til vælgerens udlandsadresse sammen med en dagsaktuel oversigt over de partier, der indsamler vælgererklæringer til folketingsvalg henholdsvis Europa-Parlamentsvalg.

Stk. 4. Når der er registreret en gyldig vælgererklæring i løsningen, sendes der en kvittering til vælgerens udlandsadresse.

Stk. 5. § 7, stk. 4-10 og 12, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på afgivelse af vælgererklæring efter stk. 1.