BEK 1258/2020 Art. 5
Afgivelse og tilbagetrækning af digitale vælgererklæringer
En vælger, der ønsker at afgive en vælgererklæring ved brug af den digitale løsning, skal først afgive en støttetilkendegivelse til partiet.
Stk. 2. Er vælgeren tilmeldt Digital Post, vil vælgeren 7 dage efter registreringen af støttetilkendegivelsen modtage en besked fra løsningen via Digital Post om, at vælgeren kan afgive vælgererklæring for partiet. Vælgeren kan alene afgive vælgererklæring for partiet, hvis der mindst 7 dage forinden er registreret en støttetilkendegivelse for samme parti fra vælgeren.
Stk. 3. Afgivelse af støttetilkendegivelse efter stk. 1 og afgivelse af vælgererklæring efter stk. 2 kan kun ske, hvis vælgeren begge gange logger ind i den digitale løsning og identificerer sig gennem løsningen ved brug af et elektronisk identifikationsmiddel.
Stk. 4. En vælgererklæring efter stk. 2 kan kun registreres i løsningen, hvis 1) det er den samme person, der har afgivet støttetilkendegivelse efter stk. 1, som har afgivet vælgererklæring efter stk. 2, og 2) der er forløbet en periode på mindst 7 dage mellem afgivelse af støttetilkendegivelse efter stk. 1 og afgivelse af vælgererklæring efter stk. 2.
Stk. 5. Støttetilkendegivelse efter stk. 1 og vælgererklæring efter stk. 2 kan kun registreres i løsningen, hvis vælgeren som fastsat i § 12, stk. 8, i lov om valg til Folketinget og § 11, stk. 8, i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet ved registreringen i den digitale løsning opfylder betingelserne for valgret til Folketinget henholdsvis Europa-Parlamentet. Ved kontrol af vælgerens valgret indhenter løsningen oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR).
Stk. 6. Har vælgeren fået registreret en støttetilkendegivelse, som efter § 13 ikke skal slettes, til et andet parti, der ønsker at stille op til samme type valg, kan en ny støttetilkendegivelse ikke registreres i løsningen. Har vælgeren fået registreret en vælgererklæring, som efter § 14 ikke skal slettes, for det pågældende parti eller et andet parti, der ønsker at stille op til samme type valg, kan en ny vælgererklæring ikke registreres i løsningen.
Stk. 7. Kan støttetilkendegivelsen ikke registreres i løsningen efter stk. 5 eller 6, 1. pkt., eller kan vælgererklæringen ikke registreres i løsningen efter stk. 4, 5 eller 6, 2. pkt., modtager vælgeren en meddelelse i løsningen med oplysning om årsagen hertil.
Stk. 8. En støttetilkendegivelse, der kan afgives efter stk. 3, 5 og 6, 1. pkt., eller en vælgererklæring, der kan afgives efter stk. 3-5 og stk. 6, 2. pkt., registreres i den digitale løsning.
Stk. 9. Er vælgeren tilmeldt Digital Post, modtager vælgeren en kvittering fra den digitale løsning via Digital Post, når en støttetilkendegivelse eller en vælgererklæring er registreret i løsningen.
Stk. 10. Støttetilkendegivelser, vælgererklæringer og oplysninger om vælgerne, der er registreret i den digitale løsning, slettes efter reglerne i kapitel 5.