BEK 1258/2020 Art. 10
Afgivelse og tilbagetrækning af papirbaserede vælgererklæringer
Ønsker vælgeren at trække en vælgererklæring omfattet af § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, eller § 9, stk. 1, tilbage, skal vælgeren rette henvendelse til Social- og Indenrigsministeriet f.eks. pr. e-mail eller brev eller via telefonen. Vælgeren skal oplyse sit CPR-nummer til ministeriet.
Stk. 2. Ministeriet registrerer herefter vælgerens anmodning efter stk. 1 i den digitale løsning. Den digitale løsning sender herefter en formular til erklæring om tilbagetrækning af vælgererklæringen påtrykt vælgerens navn, CPR-nummer og det parti, vælgeren har afgivet vælgererklæring til, med almindelig post. For tilbagetrækning af vælgererklæring omfattet af § 7, stk. 1, sendes formularen til erklæring om tilbagetrækning til vælgerens adresse i Det Centrale Personregister (CPR). For tilbagetrækning af vælgererklæring omfattet af § 8, stk. 1, sendes formularen til erklæring om tilbagetrækning til vælgerens udlandsadresse. For tilbagetrækning af vælgererklæring omfattet af § 9, stk. 1, sendes formularen til erklæring om tilbagetrækning til den adresse, hvor vælgeren har sin private bolig.
Stk. 3. Vælgeren daterer og underskriver papirformularen og sender formularen til Social- og Indenrigsministeriet.
Stk. 4. Når Social- og Indenrigsministeriet har modtaget den i henhold til stk. 1-3 indsendte formular til erklæring om tilbagetrækning af vælgererklæringen fra vælgeren, registrerer ministeriet erklæringen i den digitale løsning.
Stk. 5. Har vælgeren ikke underskrevet eller dateret erklæringen, jf. stk. 3, sender ministeriet en ny formular til vælgeren efter stk. 2.
Stk. 6. Når tilbagetrækningen af vælgererklæringen er registreret i den digitale løsning, sendes der fra løsningen en kvittering til vælgeren, til den adresse, der er angivet i stk. 2, 3-5. pkt.
Stk. 7. Erklæringer om tilbagetrækning af vælgererklæringer og oplysninger om vælgerne registreret i den digitale løsning slettes efter reglerne i kapitel 5.