BEK 1224/2020 · Bekendtgørelse om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.
BEK 1224/2020 Art. 65
Nødvendige opgaver, aktivering og undervisning for asylansøgere i fase III, udlændinge i overgangsfasen, udlændinge på tålt ophold og andre udlændinge
Asylansøgere over 17 år i fase III, udlændinge over 17 år i overgangsfasen og udlændinge over 17 år på tålt ophold kan, hvis ganske særlige grunde taler derfor, deltage i særskilt tilrettelagt aktivering og undervisning efter stk. 2-4. Tilrettelæggelsen af særskilt tilrettelagt aktivering og undervisning tager udgangspunkt i den almindelige aktivering og undervisning, jf. §§ 55-64. Særskilt tilrettelagt aktivering og undervisning kan udgøre en erstatning for den almindelige aktivering og undervisning eller et supplement hertil.
Stk. 2. For asylansøgere eller udlændinge, jf. stk. 1, der besidder særlige kvalifikationer inden for et fagområde, hvor der her i landet er mangel på særlig kvalificeret arbejdskraft, har den særskilt tilrettelagte aktivering og undervisning til formål at foretage en nærmere vurdering af den pågældendes kvalifikationer og at afprøve og udvikle den pågældendes færdigheder inden for fagområdet.
Stk. 3. For asylansøgere eller udlændinge, jf. stk. 1, der på grund af høj alder, alvorlige fysiske eller psykiske sygdomme, lidelser eller funktionsnedsættelser, samt andre væsentlige psykosociale årsager har behov for særlig støtte, har den særskilte tilrettelagte aktivering og undervisning til formål i videst muligt omfang at gøre asylansøgeren eller udlændingen i stand til at tage vare på sin egen tilværelse og blive selvhjulpen.
Stk. 4. Hvis asylansøgeren eller udlændingen, jf. stk. 1, har behov for særskilt tilrettelagt aktivering og undervisning på grund af andre særlige grunde end de grunde, der er nævnt i stk. 2 og 3, skal denne aktivering og undervisning tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes ganske særlige situation.
Stk. 5. Særskilt tilrettelagt aktivering og undervisning kan indgå i et sammenhængende forløb, der kombinerer aktiveringen og undervisningen. Omfanget af aktiveringen og undervisningen kan variere under forløbet.
Stk. 6. For asylansøgere eller udlændinge, jf. stk. 1, der deltager i særskilt tilrettelagt aktivering og undervisning efter stk. 1, kan § 24, stk. 4 og 5, fraviges.
Stk. 7. Uanset stk. 1-6 kan asylansøgere over 18 år i fase III, udlændinge over 18 år i overgangsfasen og udlændinge over 18 år på tålt ophold, der er indkvarteret på et modtagecenter, ikke deltage i særskilt tilrettelagt aktivering og undervisning efter stk. 1-6, medmindre den pågældende har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.