BEK 1158/2020 · Bekendtgørelse om videodelingsplatformstjenester
BEK 1158/2020 Art. 5
Anvendelsesområde
En udbyder af en videodelingsplatformstjeneste hører under dansk myndighed (jurisdiktion), hvis udbyderen er etableret i Danmark, jf. § 2 i lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel. En udbyder er etableret i Danmark, hvis udbyderen i Danmark udøver erhvervsmæssig virksomhed ved hjælp af en fast indretning i et ikke nærmere angivet tidsrum.
Stk. 2. En udbyder af en videodelingsplatformstjeneste, der ikke er etableret i Danmark i henhold til stk. 1, anses for at være etableret i Danmark og høre under dansk myndighed, hvis udbyderen: 1) har en modervirksomhed eller en dattervirksomhed, der er etableret i Danmark eller 2) indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret i Danmark.
Stk. 3. Ved modervirksomhed forstås en virksomhed, der kontrollerer en eller flere dattervirksomheder.
Stk. 4. Ved dattervirksomhed forstås en virksomhed, der er kontrolleret af en modervirksomhed, herunder enhver dattervirksomhed af den øverste modervirksomhed.
Stk. 5. Ved koncern forstås en modervirksomhed, alle dens datterselskaber og alle andre virksomheder, der har økonomiske og retlige, organisatoriske forbindelser til dem.
Stk. 6. Hvis modervirksomheden, dattervirksomheden eller de andre virksomheder i koncernen er etableret i forskellige EU-medlemsstater, anses udbyderen af en videodelingsplatform med henblik på reglerne i stk. 2-5 for at være etableret i den EU-medlemsstat, hvor dennes modervirksomhed er etableret, eller, hvis denne ikke er etableret i en EU-medlemsstat, i den EU-medlemsstat, hvor udbyderens dattervirksomhed er etableret, eller, hvis denne ikke er etableret i en EU-medlemsstat, i den EU-medlemsstat, hvor den anden virksomhed i koncernen er etableret.
Stk. 7. Hvis der findes flere datterselskaber, som hver især er etableret i forskellige EU-medlemsstater, anses udbyderen af en videodelingsplatform med henblik på reglerne i stk. 6 for at være etableret i den EU-medlemsstat, hvor en af dattervirksomhederne først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at den opretholder en stabil og reel forbindelse til denne EU-medlemsstats økonomi. Hvis der findes flere andre virksomheder i koncernen, som hver især er etableret i forskellige EU-medlemsstater, anses udbyderen af en videodelingsplatform for at være etableret i den EU-medlemsstat, hvor en af disse virksomheder først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at den opretholder en stabil og reel forbindelse med den pågældende EU-medlemsstats økonomi.
Stk. 8. Hvis der er uenighed mellem Danmark og andre EU-medlemsstater om hvilken EU-medlemsstat, der har myndighed over en udbyder af en videodelingsplatformstjeneste efter reglerne i stk. 1-7, forelægges spørgsmålet for Kommissionen uden unødig forsinkelse.