Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1158/2020 · Bekendtgørelse om videodelingsplatformstjenester

BEK 1158/2020 Art. 13

Foranstaltninger på videodelingsplatformstjenester m.v.

In KraftAmtlicher Text

Udbydere af videodelingsplatformstjenester, jf. § 8, stk. 1, skal overholde kravene i stk. 2-8 for så vidt angår reklamer, sponsorering og produktplacering, der markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbyderne.

Stk. 2. Reklamer, sponsorering og produktplacering skal klart kunne identificeres som sådan: skjult reklame, sponsorering og produktplacering er forbudt.

Stk. 3. Der må ikke bruges subliminale teknikker i reklamer, sponsorering og produktplacering.

Stk. 4. Reklamer, sponsorering og produktplacering må ikke: 1) skade respekten for den menneskelige værdighed, 2) indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, 3) tilskynde til adfærd, der er til skade for sundheden eller for sikkerheden, og 4) tilskynde til adfærd, der er til stor skade for miljøbeskyttelsen.

Stk. 5. Alle former for reklamer, sponsorering og produktplacering for cigaretter og andre tobaksvarer og for elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere er forbudt.

Stk. 6. Reklamer, sponsorering og produktplacering for at fremme salget af alkoholholdige drikkevarer må ikke være rettet specifikt mod mindreårige og må ikke tilskynde til umådeholden indtagelse af sådanne drikkevarer.

Stk. 7. Reklamer, sponsorering og produktplacering for lægemidler og medicinske behandlinger, der er receptpligtige i Danmark, er forbudt.

Stk. 8. Reklamer, sponsorering og produktplacering må ikke skade mindreårige på fysisk, psykisk eller moralsk vis. Reklamer, sponsorering og produktplacering må ikke direkte tilskynde mindreårige til at købe eller leje et produkt eller en tjenesteydelse ved at udnytte deres manglende erfaring eller deres godtroenhed, direkte opfordre dem til at overtale deres forældre eller andre til at købe de varer eller tjenesteydelser, der reklameres for, udnytte mindreåriges særlige tillid til forældre, lærere eller andre personer eller uden grund vise mindreårige i farlige situationer.