BEK 1158/2020 · Bekendtgørelse om videodelingsplatformstjenester
BEK 1158/2020 Art. 11
Foranstaltninger på videodelingsplatformstjenester m.v.
Udbydere af videodelingsplatformstjenester, jf. § 8, stk. 1, skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod programmer, brugergenererede videoer, reklamer, sponsorering og produktplacering, der kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling.
Stk. 2. Udbydere af videodelingsplatformstjenester skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer, reklamer, sponsorering og produktplacering, der tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.
Stk. 3. Udbydere af videodelingsplatformstjenester skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer, reklamer, sponsorering og produktplacering, hvis udbredelse udgør en strafbar handling i forbindelse med offentlige opfordringer til at begå terrorhandlinger som omhandlet i § 114, stk. 1, i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som omhandlet i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme og fremmedhad som omhandlet i § 266 b i straffeloven.