BEK 946/2020 · Bekendtgørelse om vedtægt for DR
BEK 946/2020 Art. 11
DR’s anden virksomhed
DR kan udøve anden programvirksomhed efter reglerne i kapitel 8 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.
Stk. 2. DR kan udøve anden virksomhed, herunder teletjenestevirksomhed, i tilknytning til programvirksomheden med henblik på udnyttelse af institutionens tekniske udstyr, særlige sagkundskab mv.
Stk. 3. DR kan oprette nye selskaber eller indskyde kapital i eksisterende selskaber med henblik på at udøve anden virksomhed, herunder programvirksomhed, eller med henblik på at indgå i samarbejde om medierelaterede aktiviteter med andre virksomheder. DR’s samlede økonomiske risiko i forbindelse med sådanne engagementer skal begrænses gennem bestyrelsens fastlæggelse af de økonomiske rammer for DR’s deltagelse i hvert enkelt engagement. DR kan ikke anvende licensmidler eller tilskud fra staten, yde lån eller stille garanti for lån fra andre långivere til sådan anden virksomhed.
Stk. 4. DR’s anden virksomhed, jf. stk. 1-3, skal foregå på konkurrencemæssige vilkår, jf. kulturministerens nærmere fastsatte regler for den regnskabsmæssige adskillelse mellem DR’s public service-virksomhed og anden virksomhed.
Stk. 5. Bestemmelserne i §§ 5-10 finder tilsvarende anvendelse på anden programvirksomhed.