BEK 712/2020 Art. 18
Rapportering
Jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og virksomheder, som er certificeret i henhold til jernbanelovens § 11, skal hvert år inden den 31. maj sende en sikkerhedsrapport omhandlende det foregående kalenderår til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Sikkerhedsrapporten skal indeholde: 1) oplysninger om, i hvilket omfang organisationens samlede sikkerhedsmål er nået, og om resultaterne af handlingsplaner, 2) en beskrivelse af udviklingen i nationale sikkerhedsindikatorer og udviklingen i fælles sikkerhedsindikatorer, som er fastsat i gældende EU-regler, og som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har vurderet at være relevante for virksomheden, 3) resultaterne af intern audit, og 4) bemærkninger om fejl og mangler ved jernbanedriften, som kan være relevante for sikkerhedsmyndigheden.
Stk. 2. For jernbanevirksomheder, der er omfattet af direktiv 2016/798/EU om jernbanesikkerhed, herunder virksomheder, som er certificeret i henhold til jernbanelovens § 11, og infrastrukturforvaltere, der er omfattet af direktiv 2016/798/EU om jernbanesikkerhed, skal sikkerhedsrapporten, udover de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, også indeholde en rapport om anvendelsen af de relevante fælles sikkerhedsmetoder.