BEK 661/2020 Art. 1
Betingelser for optagelse på valglisten
Personer, der har valgret til Europa-Parlamentsvalg i Danmark efter § 3, stk. 1, nr. 2, i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, og som ikke optages på valglisten i medfør af lovens § 14, stk. 2, 1. pkt., optages efter ansøgning på en særlig valgliste i Københavns Kommune, hvis 1) de senest 5 uger før valgdagen opfylder valgretsbetingelserne efter lovens § 3, stk. 1, nr. 2, bortset fra aldersbetingelsen, 2) de indgiver ansøgning om optagelse på valglisten efter reglerne i §§ 2-4, og 3) de ikke er optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union.
Stk. 2. Hvis afgørelsen om optagelse på valglisten skal have virkning for det førstkommende Europa-Parlamentsvalg, skal afgørelsen være truffet senest 15.-dagen før valgdagen.
Stk. 3. Hvis dagen, der ligger 5 uger før valgdagen, er en lørdag eller søndag eller anden helligdag, forlænges fristen, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, til den førstkommende hverdag, der ikke er en lørdag.
Stk. 4. Er 15.-dagen før valgdagen en lørdag eller søndag eller anden helligdag, fremrykkes fristen, der er nævnt i stk. 2, til den umiddelbart forudgående hverdag, der ikke er en lørdag.