BEK 648/2020 · Bekendtgørelse om tilskud til etablering af højhastighedsbredbånd i 2020
BEK 648/2020 Art. 6
Ansøgninger og ansøgningsrunde
Ansøgning om tilskud skal vedlægges oplysninger om: 1) liste over adresser i projektet, herunder placering af disse i et sammenhængende område, som kan dannes på Energistyrelsens interaktive kort, jf. § 4, stk. 2, 2) projektets start- og afslutningsdato, 3) beskrivelse af partnerskabet, herunder beskrivelse af dets organisering, ansvarsfordeling og ledelse, 4) fuldmagt fra deltagere på de adresser, der deltager i projektet, samt fra de øvrige medlemmer af partnerskabet, fx bredbåndsudbyder og kommune, til den, som tegner partnerskabet, hvorefter denne kan søge på alle deltageres vegne. Den af Energistyrelsen udarbejdede fuldmagt skal anvendes. Fuldmagten skal indeholde en bekræftelse på, at fuldmagtsgiver ikke har viden om, at der allerede er eller vil komme dækning på egen adresse med en højere hastighed end 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload, 5) budget for projektet, herunder bredbåndsudbyderens egen investering, angivelse af egenbetaling, jf. § 11, stk. 2, samt medfinansiering fra kommunen, jf. § 11, stk. 3, hvis en sådan deltager i projektet, 6) oplysninger fra partnerskabet, hvis partnerskabet har modtaget eller vil modtage anden statsstøtte til det ansøgte bredbåndsprojekt. Oplysningerne skal indeholde navnet på den støttetildelende myndighed, det eksakte støttebeløb, og hvilke støtteberettigede omkostninger, som støtten vedrører, 7) bekræftelse på, at det net, hvortil der søges om støtte, ikke allerede er etableret med en hastighed, som overstiger 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload, og 8) bekræftelse på, at projektet kun vil blive gennemført, hvis der opnås støtte.