BEK 556/2020 Art. 7
Kompensationsberettiget tab og krav
Der ydes ikke kompensation for tab, som godtgøres freelanceren mv. på anden vis, herunder ved forsikring eller anden statslig kompensationsordning i anledning af Coronavirussygdom (COVID-19).
Stk. 2. Freelancere mv., som har fået udbetalt kompensation i medfør af bekendtgørelse nr. 332 af 1. april 2020 om en midlertidig kompensationsordning for selvstændige mv. i økonomisk krise som følge af COVID-19, kan søge kompensation efter denne ordning. Kompensation, der allerede er udbetalt efter bekendtgørelsen i 1. pkt., vil blive modregnet kompensationen efter denne ordning. Ansøgning om kompensation, der endnu ikke er udbetalt, kan skriftligt fortrydes af ansøger.
Stk. 3. Der ydes ikke kompensation for indkomsttab, som med rimelighed kunne være afværget.
Stk. 4. Der ydes ikke kompensation, i det omfang en nedgang i indkomst må anses at være forårsaget af, at freelanceren mv. uretmæssigt har undladt at henføre samlet indkomst til kompensationsperioden eller uretmæssigt har henført for stor samlet indkomst til referenceperioden.