BEK 542/2020 · Bekendtgørelse om tilskud til skov med biodiversitetsformål
BEK 542/2020 Art. 20
Tilskudsberettigede udgifter
Der kan opnås tilskud til projektudgifter, som er nødvendige og direkte relaterede til projekter efter § 3. Det kan være udgifter til følgende: 1) Anlægsudgifter. 2) Udgifter til køb af materialer. 3) Udgifter til eksterne konsulenter, dog højest 10 pct. af de øvrige tilskudsberettigede udgifter og til en timepris på maksimalt 1.200 kr. Konsulentens udgifter til rejser, kørsel, fortæring og repræsentation skal være indeholdt i timeprisen. 4) Løn til tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet, tillagt 15 pct. overhead, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udgifter til løn til tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet, er kun tilskudsberettigede, hvis udgifterne ikke normalt finansieres af offentlige institutioner, offentlige virksomheder eller kommunale fællesskaber, og hvis udgifterne kan dokumenteres.
Stk. 3. Landbrugsstyrelsen kan godkende andre projektudgifter, end de udgifter, der er nævnt i stk. 1, forudsat at Landbrugsstyrelsen vurderer, de er af væsentlig betydning for gennemførelse af projektet.
Stk. 4. For udgifter over 50.000 kr. beregnes tilskuddet alene ud fra det billigste tilbud på baggrund af to direkte sammenlignelige tilbud, jf. § 13, stk. 9.