BEK 29/2020 Art. 10
Prøveformer og tilrettelæggelse
Uddannelsen skal indeholde en variation af prøveformer, der skal afspejle undervisningens indhold og arbejdsformer. Prøveformen skal tilgodese det enkelte fags eller fagelements formål og kan f.eks. være mundtlig, skriftlig, praktisk prøve og projektorienteret forløb samt kombinationer af de forskellige prøveformer.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan fastsætte i studieordningen, at et fag eller fagelement, hvis indhold og arbejdsform begrunder det, helt eller delvis kan dokumenteres ved krav om deltagelse i undervisningen.
Stk. 3. Med mindre andet er fastsat i bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse, fastsættes det i studieordningen, hvilken prøveform der skal anvendes ved den enkelte prøve. Eventuelle formkrav til besvarelsen skal fremgå af studieordningen.
Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen kan afvise en besvarelse, hvis den ikke opfylder de fastsatte formkrav. Hvis besvarelsen afvises, skal der ikke gives en bedømmelse, og den studerende har brugt et prøveforsøg, jf. § 6, stk. 3.
Stk. 5. Uddannelsesinstitutionen kan fastsætte regler i studieordningen om, at bedømmelsen af skriftlige opgavebesvarelser og mundtlige fremlæggelser m.v. i løbet af undervisningsforløbet indgår som en del af karakterfastsættelsen sammen med den afsluttende prøve i et fag. Det skal fremgå af eventuelle regler, hvorledes de skriftlige opgavebesvarelser og mundtlige fremlælggelser m.v. indgår i den samlede bedømmelse af faget, jf. stk. 4. Institutionen kan fastsætte, at den studerende ikke kan deltage i den afsluttende prøve, medmindre den studerende har bestået undervisningsforløbet. Klager over en bedømmelse, der er afgivet under et undervisningsforløb, indgives af den studerende til institutionen efter reglerne i kapitel 11.