BEK 1634/2019 · Bekendtgørelse om indberetning af grænseoverskridende ordninger
BEK 1634/2019 Art. 29
Registrering
Mellemmænd eller relevante skatteydere, som er indberetningspligtige til Skatteforvaltningen efter § 4 eller § 7 skal senest 8 dage efter indberetningspligtens indtræden foretage anmeldelse herom til Skatteforvaltningen.
Stk. 2. Anmeldelsen sker elektronisk efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning eller foretages på en særlig blanket, der kan rekvireres hos Skatteforvaltningen.
Stk. 3. Tvivl om, hvorvidt en mellemmand eller relevant skatteyder er indberetningspligtig til Skatteforvaltningen, fritager ikke for anmeldelse til registrering. Anmeldelsen skal i disse tilfælde vedlægges en redegørelse for den anmeldelsespligtiges aktiviteter, hvorefter Skatteforvaltningen træffer afgørelse om registrering.
Stk. 4. Ved anmeldelsen skal den indberetningspligtige give oplysning om: 1) Navn, adresse og hjemstedskommune i det omfang vedkommende har en hjemstedskommune. 2) Den indberetningspligtiges cvr-nummer. Har den indberetningspligtige ikke et cvr-nummer, oplyses SE-nummer. 3) Dato for indberetningspligtens indtræden. 4) Oplysning om, at der er tale om indberetningspligt efter nærværende bekendtgørelse.
Stk. 5. Er den indberetningspligtige hverken registreret med cvr-nummer eller SE-nummer, foretages en registrering i et af disse registre, jf. dog stk. 8.
Stk. 6. Efter registreringen sender Skatteforvaltningen et registreringsbevis indeholdende de registrerede oplysninger til den indberetningspligtige.
Stk. 7. Indtræder der efter registreringen ændring i de meddelte oplysninger, herunder ophør af indberetningspligt, eller konstateres der fejl i de registrerede oplysninger, skal den indberetningspligtige give Skatteforvaltningen skriftlig meddelelse herom inden 8 dage efter, at ændringen er sket, eller fejlen er konstateret. Skatteforvaltningen fremsender herefter et nyt registreringsbevis. Ved ophør af indberetningspligt gives der meddelelse om, at ophøret er registreret.
Stk. 8. Fysiske personer, som hverken er registreret med et cvr-nummer eller et SE-nummer, skal ikke registreres efter stk. 5, men skal anmelde indberetningspligten til Skatteforvaltningen for hver gang en sådan opstår.