BEK 1492/2019 Art. 8
Produktionsakvakulturbrug kan opnå sundhedsstatus som kategori II, jf. dog stk. 2, når følgende betingelser er opfyldt: 1) Produktionsakvakulturbruget får alene tilført smittefrit vand eller har en vandtilførsel, der er godkendt af Fødevarestyrelsen. 2) Produktionsakvakulturbruget har gennemført en af Fødevarestyrelsen godkendt tømning, rensning og desinfektion med efterfølgende tørlægning af en varighed på mindst seks uger inden for tidsrummet 1. april til 1. oktober. 3) Produktionsakvakulturbruget besættes med fisk, herunder æg, sæd og yngel, der kommer fra akvakulturbrug, der har sundhedsstatus som kategori I. 4) Produktionsakvakulturbruget deltager i et overvågningsprogram, jf. § 10.
Stk. 2. Produktionsakvakulturbrug, der inden for de seneste tre år ikke har haft udbrud af IPN eller BKD, og som i denne periode alene har fået tilført fisk, herunder æg og yngel, fra akvakulturbrug, som har sundhedsstatus kategori I vedrørende IPN eller BKD, samt opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 4, kan opnå status som kategori II.
Stk. 3. Godkendelse af vandtilførsel, jf. stk. 1, nr. 1, forudsætter, at akvakulturbrug opstrøms fra produktionsakvakulturbruget har sundhedsstatus som kategori I eller II for den pågældende sygdom.