BEK 1394/2019 · Bekendtgørelse om hold af svin på friland
BEK 1394/2019 Art. 5
Ejeren eller brugeren af en besætning med svin på friland kan på trods af § 4, stk. 1, tillade offentligheden adgang til at færdes inden for indhegningen, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Der er etableret færiste og klaplåger ved alle indgange gennem indhegningen, som sikrer, at svinene ikke kan undslippe, jf. dog stk. 2. 2) Der er ikke opstillet borde, affaldsspande eller lignende indenfor indhegningen. 3) Der er ikke etableret parkeringspladser, lejrpladser eller lignende indenfor indhegningen, jf. dog § 8.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning godkende en anden sikkerhedsanordning end den i stk. 1, nr. 1 nævnte, såfremt den på tilsvarende måde sikrer, at svinene ikke undslipper.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen kan efter en konkret risikovurdering ved udbrud af smitsomme husdyrsygdomme i Danmark eller i omkringliggende lande forbyde offentlig adgang til indhegninger, der ellers opfylder betingelserne i stk. 1 eller er godkendt efter stk. 2.
Stk. 4. Der skal være opsat skilte på det ydre hegn, som opfylder de i bilag 2 nævnte krav.
Stk. 5. Skiltene, jf. stk. 4, skal være opsat på en sådan måde, at offentligheden bliver opmærksom på disse samt ved alle indgange til indhegningen.
Stk. 6. Skiltene skal til enhver tid opfylde kravene i stk. 4, samt kravene i bilag 2.