BEK 1303/2019 · Bekendtgørelse om forretningsordenen for det rådgivende udvalg i Familieretshuset
BEK 1303/2019 Art. 2
Udpegning af medlemmer
Det rådgivende udvalg i Familieretshuset består af en formand og det antal øvrige medlemmer, som social- og indenrigsministeren udpeger.
Stk. 2. Direktøren for Familieretshuset er formand for udvalget.
Stk. 3. De øvrige medlemmer af udvalget udpeges af social- og indenrigsministeren efter opslag, dog således at et medlem udpeges efter indstilling fra Domstolsstyrelsen på baggrund af opslaget. Endvidere udpeges en medarbejder fra Social- og Indenrigsministeriet og en medarbejder fra Domstolsstyrelsen som observatører i udvalget.
Stk. 4. Opslaget, jf. stk. 3, udarbejdes af Social- og Indenrigsministeriet efter høring af Familieretshuset. Det skal af opslaget fremgå, hvilke fokusområder udvalget vil have i den kommende udpegningsperiode.
Stk. 5. Der skal ved udpegningen af de øvrige medlemmer lægges vægt på, at følgende kompetencer er repræsenteret i udvalget: 1) Viden om familieretlige problemstillinger. 2) Viden om børn i brudte familier. 3) Viden om konflikthåndtering og rådgivning. 4) Erfaring som familieretsadvokat. 5) Viden om socialfaglige og socialretlige problemstillinger. 6) Erfaring med kommunernes indsatser efter lov om social service og samspillet mellem de socialfaglige indsatser og det familieretlige system. 7) Erfaring med behandlingen af familieretlige sager i domstolssystemet. 8) Viden om civilsamfundsorganisationernes indsatser for brudte familier. 9) Viden om de særlige fokusområder, der er fastlagt i opslaget, jf. stk. 3. 10) Viden om vold i nære relationer.