BEK 1290/2019 · Bekendtgørelse om landbaserede kasinoer
BEK 1290/2019 Art. 48
Egenkontrol
Kasinoet skal have et betryggende egenkontrolprogram i form af en skriftlig beskrivelse af de faste interne regler og procedurer, som skal sikre, at spillelovgivningen, herunder bestemmelserne i denne bekendtgørelse, overholdes.
Stk. 2. Egenkontrolprogrammet skal indeholde regler og procedurer for følgende: 1) Registrering af personer, som ønsker udelukkelse efter reglerne i §§ 9 og 10. 2) Hvilke ansatte, der må beskæftige sig med gevinstudbetalinger, optællinger, vekslinger og besidde nøgler til bokse til kontanter og tronc m.v., jf. § 30, stk. 2 og § 34, stk. 2. 3) Optælling af spillekort, spillemærker og kontanter, herunder attestering af disse. 4) De enkelte spillebordes beholdning af spillemærker. 5) Håndtering af eventuelle uoverensstemmelser i forbindelse med optælling af spillekort, spillemærker og kontanter. 6) Vekslinger og gevinstudbetalinger, herunder gevinstudbetalinger ved bankoverførsel samt attestering heraf. 7) Aflåsning og håndtering af tronce og de enkelte spillebordes bokse til kontanter. 8) Den daglige kontrol med det spilletekniske udstyr, jf. § 47. 9) Elektronisk overvågning. 10) Regnskabsførelse, herunder attestering af disse.
Stk. 3. Kasinoet skal udarbejde en bemyndigelsesprotokol, hvoraf det fremgår, hvilke ansatte der er bemyndiget efter stk. 2, nr. 2.
Stk. 4. Kasinoet skal sørge for, at de ansatte, der er beskæftiget med egentlig kasinovirksomhed, er gjort bekendt med egenkontrolprogrammet.
Stk. 5. Kasinoet skal indføre, følge og dokumentere de regler og procedurer, der følger af stk. 2.