BEK 1254/2019 Art. 8
Indretning af benzin- og dieselsalgsanlæg etableret efter den 30. september 2001
Væskeførende rør fra tank til udleveringsstander og mellem udleveringsstandere skal være dobbeltvæggede, jf. § 4, stk. 1, nr. 5, eller dobbeltvæggede uden den i olietankbekendtgørelsen krævede trykbaserede overvågning af tæthed. På benzin- og dieselsalgsanlæg, som etableres efter 1. januar 2020, skal overvågningen af tæthed være trykbaseret, jf. § 4, stk. 1, nr. 5.
Stk. 2. Rørstrækninger, som er overjordiske og synlige, kan, uanset stk. 1, være enkeltvæggede.
Stk. 3. I anlæg, som består af en underjordisk tank, som er sammenbygget med en tæt tankbrønd, der omgiver alle dele af de væskeførende rør, og hvor tankbrønden er tilsluttet benzin- og olieudskiller, kan rørene, uanset stk. 1, være enkeltvæggede.
Stk. 4. Væskeførende rør, jf. stk. 1, skal enten være trykrør monteret med line leak detector og rørbrudsventil eller sugerør monteret med kontraventil umiddelbart under eller integreret i udleveringsstanderen. Der må ikke være monteret kontraventil andre steder på røret.
Stk. 5. Belægningen under udleveringsstandere og på salgspladser skal være fuldstøbt beton, eller andet med tilsvarende sikkerhed mod nedsivning. Belægningen på salgspladser skal have fald mod afløb.
Stk. 6. Salgspladser, som etableres, eller salgspladser, hvor hele eller dele af belægningen udskiftes efter den 1. januar 2020, skal udstrække sig i kørselsretningen minimum 1,5 meter på hver side af påfyldningspistolens ophæng og på tværs af kørselsretningen ud til minimum 2,5 meter fra standerøen eller fra ophænget i de tilfælde, hvor der ikke er en standerø.