BEK 1254/2019 Art. 4
Anvendelsesområde og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Alarm for lagtykkelse: En alarm der udløses, når det udskilte lag af motorbrændstof i olieudskiller overskrider en nærmere fastsat tykkelse. 2) Alarm for lav væskestand: En alarm der udløses, hvis væskestanden i olieudskiller når under et nærmere fastsat niveau. 3) Benzin- og dieselsalgsanlæg: Tanke med tilhørende rørsystemer og pumper, påfyldnings- og salgspladser, afløbssystemer m.v., hvorfra der sker detailsalg af motorbrændstof ved påfyldning af motorkøretøjer, herunder biler, lastbiler og motorcykler. 4) Betonbelægningssten: Belægningssten af beton, beregnet som underlag til trafik, herunder SF-sten. 5) Dobbeltvægget rør: Rørkonstruktion med to vægge, som er adskilt med et mellemrum, og hvor trykforholdet i mellemrummet overvåges efter reglerne i olietankbekendtgørelsen. 6) Dobbeltvægget tank: Tankkonstruktion med to vægge, som er adskilt med et mellemrum, og hvor trykforholdet i mellemrummet overvåges efter reglerne i olietankbekendtgørelsen. 7) Driftsherre: Ejer eller anden som har ansvaret for stationen. Denne er en fysisk eller juridisk person. 8) Elektronisk overfyldningssikring: En elektronisk føler, der automatisk afbryder udtømning fra tankbilen, når tanken er fuld. 9) Elektronisk pejleudstyr med lækagealarm: En elektronisk anordning, der kan give informationer om størrelsen af beholdningen af motorbrændstof i en tank på et givet tidspunkt, og som advarer i tilfælde af lækage af tankens indhold af motorbrændstof. 10) Fuldstøbt beton: Vandtæt betonflade uden fuger og med tilstrækkelig bæreevne. 11) Flydelukke: En anordning, som lukker for afløbet, hvis tilstrømningen er større end afløbet. 12) Kontraventil: En ventil, som forhindrer tilbageløb af motorbrændstof. 13) Line leak detector: En anordning, der i tilfælde af lækage på trykrøret afbryder pumpningen eller reducerer pumpens udløb til et minimum. 14) Magasinbrønd: En nedgravet beholder, der ved større spild på påfyldningspladsen kan opsamle motorbrændstof, inden dette når frem til en benzin- og olieudskiller. 15) Mekanisk overfyldningssikring: En anordning i påfyldningsrøret eller i tanken, der lukker og dermed hindrer yderligere påfyldning af tanken, når tanken er fuld. 16) Motorbrændstof: Benzin, dieselolie og en blanding af enten benzin eller diesel og biobrændstoffer. 17) Påfyldningsplads: Et areal, hvor tankbiler parkeres under påfyldning af tanke med motorbrændstof. 18) Påfyldningsrør: Et rør, hvorigennem der sker påfyldning af tanke med motorbrændstof. 19) Påfyldningsstuds: Tilslutningsstedet for tankbilers påfyldningsslange. 20) Rørbrudsventil: En anordning placeret på et trykrør, således at trykrøret ved kraftig fysisk påvirkning knækker ved rørbrudsventilen og brudstedet afspærres. 21) Salgsplads: Det areal, hvor motorkøretøjer parkeres under påfyldning af motorbrændstof. 22) Sugerør: Rør, hvorigennem der ved sugning transporteres motorbrændstof fra tank til udleveringsstander. 23) Tankbrønd: Brønd, der giver adgang til en tanks mandehul. 24) Transportør: Den, der er ansvarlig for den fysiske leverance af motorbrændstof til et benzin- og dieselsalgsanlæg. 25) Trykrør: Rør, hvorigennem der ved tryk sker transport af motorbrændstof fra tank til udleveringsstander. 26) Udleveringsstander: En installation, hvorfra motorkøretøjer påfyldes motorbrændstof. 27) Væskeførende rør: Rør, hvorigennem der transporteres motorbrændstof i væskeform.