BEK 1197/2019 · Bekendtgørelse om digital kommunikation på Skatteministeriets område
BEK 1197/2019 Art. 5
Skatteforvaltningen kan sende meddelelser, forslag til afgørelser og afgørelser m.v., til borgeren eller virksomheden ved, at den pågældende meddelelse m.v. lægges i borgerens eller virksomhedens skattemappe.
Stk. 2. Nye årsopgørelser for indkomståret 2013 og tidligere år sendes dog som almindelig post, medmindre borgeren har valgt at modtage henvendelser fra Skatteforvaltningen digitalt i skattemappen og har oplyst e-mailadresse eller sms-nummer i TastSelv-borger på www.skat.dk.
Stk. 3. Er en borger tilsluttet Offentlig Digital Post, jf. lov om Digital Post fra offentlige afsendere, vil vedkommende blive adviseret af Skatteforvaltningen gennem den fællesoffentlige digitale postkasse for så vidt angår forskudsopgørelsen, som er ændret på initiativ af Skatteforvaltningen, og årsopgørelsen m.v., medmindre borgeren har oplyst e-mailadresse eller mobiltelefonnummer til Skatteforvaltningen, hvorefter vedkommende vil blive adviseret gennem disse kanaler.
Stk. 4. Er borgeren fritaget for tilslutning til Offentlig Digital Post, jf. bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v. eller bekendtgørelse om fritagelse af juridiske enheder med CVR-nummer samt fysiske personer med erhvervsaktiviteter for tilslutning til Digital Post, vil vedkommende modtage forskudsopgørelsen, som er ændret på initiativ af Skatteforvaltningen, og årsopgørelsen m.v. med almindelig post.