BEK 1140/2019 · Bekendtgørelse om høreapparatbehandling
BEK 1140/2019 Art. 4
Godkendelse af private leverandører af høreapparatbehandling m.v.
For at opnå godkendelse efter § 3 skal en privat leverandør af høreapparatbehandling opfylde følgende krav til høreapparatbehandling m.v.: 1) Audiometri og tilpasning af høreapparat skal udføres af speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme med audiologi som særligt fagområde (audiologer), speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme med efteruddannelse i audiologi eller audiologiassistenter. 2) Audiologiassistenter, som er færdiguddannede efter 1. juli 2000, og som selvstændigt foretager audiometri og tilpasning af høreapparater, skal have mindst to års erhvervserfaring fra en audiologisk klinik, der foretager høreapparattilpasning på mindst 1000 klienter årligt. 3) Audiometri skal udføres i henhold til anerkendte og dokumenterede metoder. 4) Audiometriudstyr skal kalibreres mindst en gang årligt. 5) Udvælgelse og tilpasning af høreapparater skal ske efter producentens retningslinjer. 6) Effekten af høreapparatbehandlingen skal dokumenteres ved hjælp af måling eller patientinterview og skal anføres i en journal for den pågældende person. 7) Journalen skal opbevares i mindst 5 år fra den seneste optegnelse. 8) Leverandøren af høreapparatbehandling skal en gang årligt til FORCE Teknisk-Audiologisk Laboratorium indsende en aktivitetsrapport, herunder om antallet af tilpassede og udleverede høreapparater, tilgang og afgang af personale, relevant efteruddannelse for personale samt eventuelle klager. 9) Leverandøren af høreapparatbehandling skal udarbejde en kvalitetshåndbog om procedurer for audiometri og tilpasning af høreapparat, personalets uddannelse samt håndtering af klager og indsende den til FORCE Teknisk-Audiologisk Laboratorium sammen med ansøgning om godkendelse.
Stk. 2. Leverandøren af høreapparatbehandling skal inden høreapparatbehandling påbegyndes: 1) Oplyse personen om, at det er en betingelse for at opnå tilskud efter § 1, stk. 1, at vedkommende er henvist hertil af en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme, jf. dog § 1, stk. 4. 2) Sikre, at personen har fået bevilget tilskuddet af sin region.