BEK 1062/2019 · Bekendtgørelse om forberedelseskursus for visse udlændinge
BEK 1062/2019 Art. 6
Adgang og optagelse
Adgang til forberedelseskurset forudsætter: 1) Kundskaber i dansk svarende til mindst niveau B2, jf. Europarådets beskrivelse af sprogniveauer. 2) Udenlandsk gymnasial eksamen, som er sammenlignelig med en dansk gymnasial eksamen, jf. stk. 3. Ved en dansk gymnasial eksamen forstås de gymnasiale eksamener, der fremgår af bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademier og professionsbacheloruddannelser. 3) Bestået adgangsprøve tilrettelagt af den optagende uddannelsesinstitution.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan optage ansøgere, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, men som ud fra en konkret vurdering skønnes at have udenlandske uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav, jf. stk. 1. Optagelse forudsætter endvidere, at institutionen vurderer, at ansøgeren vil kunne gennemføre forberedelseskurset.
Stk. 3. Udenlandske eksamener vurderes i henhold til lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v.
Stk. 4. En ansøger kan ikke optages, hvis pågældende har gennemført en dansk gymnasial eksamen og/eller er optaget på en anden heltidsuddannelse (ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse).