BEK 908/2019 Art. 12
Krav til drift af autoværksteder
Arealer, hvor der forekommer spild af benzin, andre olieprodukter eller stoffer eller blandinger, der er klassificerede som miljøfarlige, samt arealer, hvor der er risiko for et ikke uvæsentligt spild af sådanne stoffer eller blandinger, skal udformes således, at spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand og overfladevand. Spildevand fra disse arealer skal passere egnet olieudskiller. Kravene finder ikke anvendelse for salgspladser på benzin- og dieselsalgsanlæg, som er omfattet af reglerne i bekendtgørelse om forebyggelse af jord- og grundvandsforurening fra benzin- og dieselsalgsanlæg.
Stk. 2. Opbevaring af de i stk. 1 nævnte stoffer eller blandinger skal finde sted i egnede beholdere, som skal placeres på en oplagsplads med tæt belægning uden afløb og beskyttet mod vejrlig. Oplagspladsen skal være indrettet således, at spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand, overfladevand og kloak. Området skal kunne rumme indholdet af den største opbevaringsenhed i området. Kravene finder ikke anvendelse for opbevaring af olieprodukter, når opbevaringen er omfattet af reglerne i bekendtgørelse om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tillade, at dele af kravene i stk. 2 fraviges, hvis opbevaringen kan finde sted på tilsvarende betryggende vis.
Stk. 4. Spildevand, der fortrænges eller afledes fra sprøjtekabiner, vaskehaller og lignende anlæg, skal passere en egnet olieudskiller.
Stk. 5. Spildevandet skal i øvrigt afledes i overensstemmelse med de vilkår, og under overholdelse af de udledningskrav, der meddeles efter de til enhver tid gældende regler om tilladelse til afledning af spildevand.