BEK 908/2019 Art. 10
Krav til drift af autoværksteder
Autolakering skal foregå indendørs i rum eller sprøjtekabiner, hvorfra der er etableret udsugningsanlæg. Udsugningsanlægget må ikke anvendes til udsugning af støv fra slibe- og svejseaktiviteter.
Stk. 2. Højden af afkast fra autolakeringen beregnes efter den operationelle meteorologiske luftkvalitetsmodel (OML). Hvis autoværkstedet kun har et afkast, kan beregningen dog udføres efter retningslinjerne i bilag 1, dog må afkastet i intet tilfælde føres mindre end to meter over tagryg. Afkast skal være opadrettet og lufthastigheden i afkastet må ikke være mindre end 8 m/sek. ved mindste praktiske belastning af udsugningsanlægget.
Stk. 3. Ved lakering skal farvepartikler i afkastluften frafiltreres. Sprøjtekabiner og filtre skal tilbageholde mindst 85 pct. af farvepartiklerne i afkastluften. Tørfiltre skal være forsynet med differenstrykmåler til måling af trykfaldet over filtermaterialet.
Stk. 4. Ved undervognsbehandling skal olietåge frafiltreres. Restkoncentrationen af olie efter filtrering må ikke overstige 1 mg/m3 (0oC, 1013 hPa, tør gas) målt som 1 times middelværdi.
Stk. 5. Filtre skal vedligeholdes og fornys, således at de i stk. 3 og 4 nævnte krav altid er overholdt, og i øvrigt som anvist af leverandøren.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning, i forbindelse med behandling af en anmeldelse, træffe afgørelse om at dispensere fra kravene i stk. 1-3 ved etablering af sprøjtekabiner til autolakering, som kun benyttes til pletvise små skader, hvis 1) der alene anvendes produkter med opløsningsmidler (blandingsfortyndere m.v.) med en B-værdi lig med eller over 0,15 mg/m3. Det lakerede areal må højest udgøre op til 1/16 m2/time, 2) sprøjtekabinen indrettes og ventileres således, at emissionskoncentrationen gennem porte, ved åbning efter afsluttet reparation og fortløbende i ventilationsafkast ikke overstiger 0,001 mg/m3 for partikler og 0,15 mg/m3 for opløsningsmidler (blandingsfortyndere), 3) udsugningsluften gennem ventilationsafkast skal etableres med rensning for partikler, der fjerner mindst 99,97 % af partiklerne i luften. Der skal etableres differenstrykmåling eller tilsvarende overvågning for kontrol af filteret, 4) der føres ved driftsjournal dokumentation for forbrug af opløsningsmidler/blandingsfortyndere (ugentligt og årligt), tidspunkt for udført lakering af hver enkelt køretøj, drift og vedligehold (herunder af filtre, måleudstyr, sprøjtekabinens vedligehold m.m.), samt kontinuert registrering af opløsningsmiddelsensorens visning, og kontinuert overvågning af partikelfiltre. Filtre skal vedligeholdes og fornys, så de i stk. 6, nr. 3, fastsatte krav altid er overholdt og i øvrigt som anvist af leverandøren, og 5) der i ventilationsafkastet etableres en sensor til kontinuert måling af opløsningsmidler (blandingsfortyndere m.v.). Sensoren skal give alarm ved gennembrud af opløsningsmidler i filteret (kulfilter eller tilsvarende), jf. kravet i punkt 2. Sensoren til registrering af opløsningsmidler/blandingsfortyndere skal placeres således, at målingen er repræsentativ for emissionen fra ventilationsafkastet. Leverandørens anvisninger for sensoren skal følges.
Stk. 7. Dokumentationen, jf. stk. 6, punkt 4 og 5 skal opbevares i 5 år, regnet fra udløbet af det kalenderår, hvor den pågældende handling er udført.