BEK 897/2019 Art. 6
Efter den modificerede enkeltprismetode skal en dansk UCITS fastsætte et eller flere tidspunkter for opgørelse af værdien af andele i en afdeling eller andelsklasse. Til afregning af anmodninger om emission og indløsning af andele, skal den danske UCITS fastsætte emissionsprisen og indløsningsprisen med udgangspunkt i indre værdi på det førstkommende opgørelsestidspunkt opgjort efter samme principper, som anvendes i årsrapporten.
Stk. 2. Hvis periodens nettoemissioner overstiger et antal andele eller en procentandel af formuen, som er fastsat af bestyrelsen, skal den danske UCITS fastsætte emissionsprisen til den indre værdi, jf. § 2, stk. 4, tillagt et gebyr til dækning af handelsomkostninger.
Stk. 3. Hvis periodens nettoindløsninger overstiger et antal andele eller en procentandel af formuen, som er fastsat af bestyrelsen, skal den danske UCITS fastsætte indløsningsprisen til den indre værdi, jf. § 2, stk. 4, fratrukket et gebyr til dækning af handelsomkostninger.
Stk. 4. Den danske UCITS’ bestyrelse skal fastlægge størrelsen af gebyret nævnt i stk. 2 og 3.