BEK 896/2019 · Bekendtgørelse om tilslutning til Center for Cybersikkerheds netsikkerhedstjeneste
BEK 896/2019 Art. 3
En virksomhed, region eller kommune, der er meddelt et påbud i medfør af § 2, skal loyalt medvirke til netsikkerhedstjenestens opsætning og drift af en eller flere alarmenheder. Opsætning, konfigurering, drift og nedtagning af alarmenheder foretages af netsikkerhedstjenesten på virksomhedens, regionens eller kommunens lokaliteter.
Stk. 2. En virksomhed, region eller kommune, der er meddelt et påbud, skal efter anmodning fra Center for Cybersikkerhed stille de nødvendige oplysninger om konfiguration og drift af deres digitale infrastruktur til rådighed for netsikkerhedstjenesten til brug for opsætning og drift af alarmenheder, herunder: 1) Oversigt over netarkitektur og segmentering. 2) Liste over netværkssystemer og infrastrukturkomponenter, herunder type og funktion. 3) Liste over ip-adresser, der håndterer netværksbaserede tjenester, og allokering af disse. 4) Angivelse af, hvilke dele af driften af den digitale infrastruktur, der varetages af eventuelle driftsleverandører.
Stk. 3. Det påhviler herudover den virksomhed, region eller kommune, der er meddelt et påbud: 1) At stille den nødvendige fysiske, tekniske og netværksmæssige understøttelse til rådighed. 2) At sikre, at der ikke foretages fysiske, tekniske og netværksmæssige ændringer, som kan påvirke driften af alarmenhederne, med mindre dette på forhånd er aftalt med netsikkerhedstjenesten. Såfremt væsentlige driftsmæssige hensyn tilsiger det, kan ændringerne dog foretages uden forudgående aftale. Center for Cybersikkerhed orienteres i så fald straks. 3) At sikre, at der er etableret passende sikkerhedsforanstaltninger for adgang til netsikkerhedstjenestens alarmenheder og tilhørende udstyr.
Stk. 4. Den virksomhed, region eller kommune, der er meddelt et påbud, skal endvidere angive kontaktoplysninger til medarbejdere, herunder medarbejdere hos eventuelle driftsleverandører, der kan kontaktes i forbindelse med opsætning og drift af alarmenheder, herunder i forbindelse med eventuelle sikkerhedshændelser.
Stk. 5. Den virksomhed, region eller kommune, der er meddelt et påbud, skal sikre, at netsikkerhedstjenesten uden unødigt ophold informeres om ændringer i oplysninger omfattet af stk. 2.
Stk. 6. Den virksomhed, region eller kommune, der er meddelt et påbud, skal sikre, at eventuelle driftsleverandører i nødvendigt omfang medvirker til opsætning og drift af alarmenhederne i overensstemmelse med stk. 1, samt stiller de nødvendige oplysninger omfattet af stk. 2 til rådighed for virksomheden, regionen eller kommunen.