BEK 850/2019 · Bekendtgørelse om beregning af satsreguleringsprocenten m.v.
BEK 850/2019 Art. 2
Den samlede, gennemsnitlige bruttoårsløn for arbejdere og funktionærer under ét opgøres i lønåret og året før lønåret ved at sammenveje den gennemsnitlige bruttoårsløn for henholdsvis arbejdere og funktionærer i det pågældende år. Som vægte anvendes i begge år den relative fordeling af antallet af præsterede arbejdsdage for henholdsvis arbejdere og funktionærer i året før lønåret. Efter sammenvejningen afrundes bruttoårslønnen i de to år til et kronebeløb med to decimaler.
Stk. 2. Bruttoårslønnen for henholdsvis arbejdere og funktionærer beregnes på grundlag af den gennemsnitlige timeløn for voksne arbejdere og funktionærer. Løn for lærlinge og elever indgår ikke i beregningen. Opgørelsen af timelønnen baseres på det størst mulige antal identiske virksomheder, således at der indgår de samme virksomheder i lønåret og året forud for lønåret.
Stk. 3. Timelønnen opgøres inklusive bruttotrækordninger samt udbetalinger fra fritvalgsordninger og særlig opsparing. Timelønnen opgøres eksklusive genetillæg og løn under fravær, således at timelønnen udtrykker lønnen per præsteret arbejdstime ekskl. overarbejdstillæg og øvrige genetillæg for beskæftigede uden fravær som følge af sygdom, barselsorlov og afholdelse af feriefridage m.v. Endvidere fratrækkes arbejdsgiveres og lønmodtageres bidrag til ATP samt arbejdsmarkedspensioner og andre pensionsordninger administreret af arbejdsgiveren.
Stk. 4. Bruttoårslønnen for henholdsvis arbejdere og funktionærer beregnes ved at gange timelønnen for hver af de to personalegrupper som opgjort efter stk. 2 og 3 med den årlige standardarbejdstid for fuldtidsbeskæftigede, således at bruttoårslønnen ikke påvirkes af forskelle i antallet af arbejdsdage i de enkelte år. Generelle aftalebaserede eller lovfastsatte ændringer i arbejdstiden, herunder længere ferie eller kortere arbejdsuge, indgår i fastsættelsen af standardarbejdstiden.