BEK 755/2019 Art. 35
Samhandel med får og geder
Importøren skal sikre, at fårene og geder, når de har forladt afsendelseshusdyrbruget, sendes direkte til bestemmelsesstedet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Får og geder må, efter at de har forladt afsendelseshusdyrbruget, og inden deres ankomst på bestemmelsesstedet i Danmark, kun passerer gennem ét godkendt samlested, der er beliggende i afsendelsesmedlemsstaten, eller kontrolsteder, jf. bestemmelserne i Rådets forordning 2005/1/EF af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97.
Stk. 3. Når der er tale om slagtefår og -geder, kan en handelsbesætning, der er beliggende i afsendelsesmedlemsstaten, anvendes i stedet for det godkendte samlested, nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Slagtefår og -geder kan indføres fra et afsendelseshusdyrbrug, hvor der i de seneste 21 dage forud for afsendelsen er indsat får eller geder, hvis de transporteres direkte til et slagteri i Danmark med henblik på omgående slagtning uden at passere gennem et godkendt samlested eller et kontrolsted i henhold til Rådets forordning 2005/1/EF af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97.
Stk. 5. Uanset stk. 1 og 2, kan slagtefår og -geder, efter at de har forladt afsendelseshusdyrbruget, passere gennem yderligere ét godkendt samlested på én af følgende alternative betingelser: 1) Dyrene passerer yderligere ét godkendt samlested beliggende i afsendelsesmedlemsstaten, forud for transport til det godkendte samlested, der er omhandlet i stk. 2. 2) Dyrene kan efter afsendelsen fra afsendelsesmedlemsstaten og inden videresendelse til et slagteri i Danmark passere gennem enten: a) et godkendt samlested beliggende i Danmark, hvorfra dyrene under embedsdyrlægens ansvar sendes direkte til et slagteri, hvor de slagtes senest fem dage efter deres ankomst til det godkendte samlested, eller b) et godkendt samlested beliggende i en transitmedlemsstat, hvorfra dyrene sendes direkte til slagteriet i Danmark. Samlestedets embedsdyrlæge udsteder et ekstra sundhedscertifikat, som skal ledsage sendingen til slagteriet.
Stk. 6. Importøren skal sikre, at slagtefår og -geder, som straks ved ankomsten til Danmark transporteres til et slagteri, slagtes så hurtigt som muligt og senest 72 timer efter deres ankomst.
Stk. 7. Den ansvarlige for slagteriet skal sikre, at fristen for slagtning af får og geder, der er nævnt i stk. 6, overholdes.