BEK 752/2019 Art. 12
Rapport om materialebalance og oversigt over faktisk beholdning
Den, der er omfattet af § 7, stk. 1, eller § 20, skal hvert år indsende følgende for et materialebalanceområde: 1) Rapporter om materialebalance med oplysning om den faktiske beholdning af alle nukleare materialer (primo), beholdningsændringer (først forøgelserne og derefter formindskelserne), den bogførte beholdning (ultimo), den faktiske beholdning (ultimo) og afvigelse i beholdningsopgørelsen ved anvendelse af bilag 6. 2) En opgørelse over den faktiske beholdning af alle nukleare materialer med alle partierne opført særskilt ved anvendelse af bilag 7.
Stk. 2. Rapporterne og opgørelserne skal indsendes elektronisk til Departementet for Erhverv, Energi og Forskning snarest muligt og inden 30 dage efter den dato, hvor den faktiske beholdning blev opgjort.
Stk. 3. Den faktiske beholdning opgøres hvert kalenderår, og der må højst forløbe 14 måneder mellem to på hinanden følgende opgørelser af den faktiske beholdning, medmindre andet fremgår af de særlige kontrolbestemmelser, der måtte være fastsat for anlægget i medfør af § 6, stk. 1, i lov for Grønland om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale.