BEK 529/2019 Art. 10
Anmeldelser af brud på persondatasikkerhed til Datatilsynet
Den dataansvarlige er ansvarlig for efterlevelsen af databeskyttelsesforordningens artikel 33 om anmeldelse af brud på persondatasikkerheden til Datatilsynet, hvis et brud på persondatasikkerheden skyldes den dataansvarliges egen anvendelse af den digitale identifikationsløsning Unilogin. Den dataansvarlige underretter i dette tilfælde de registrerede om bruddet på datasikkerheden i overensstemmelse med kravene herom i databeskyttelsesforordningens artikel 34.
Stk. 2. Hvis den dataansvarlige efter stk. 1 er ansvarlig for at foretage anmeldelse til Datatilsynet, men den dataansvarlige ikke selv har opdaget bruddet på persondatasikkerheden, underretter Styrelsen for It og Læring den dataansvarlige om sikkerhedsbruddet uden unødig forsinkelse efter, at hændelsen er kommet til styrelsens kendskab.
Stk. 3. Styrelsen for It og Læring bistår under hensyntagen til behandlingens karakter og de oplysninger, der er tilgængelige for styrelsen, den dataansvarlige med at foretage anmeldelse af bruddet til Datatilsynet uden unødig forsinkelse og om muligt senest inden for 72 timer, hvis den dataansvarlige efter stk. 1 er ansvarlig for at foretage anmeldelsen til Datatilsynet. Styrelsen yder vejledning og bistand i forbindelse med tilvejebringelse af de oplysninger, som efter databeskyttelsesforordningens artikel 33, stk. 3, skal fremgå af den dataansvarliges anmeldelse til Datatilsynet. Styrelsen yder vejledning og bistand i forbindelse med tilvejebringelse af de oplysninger, som efter databeskyttelsesforordningens artikel 34, stk. 2, skal fremgå af den dataansvarliges underretning til den registrerede i de tilfælde, hvor den dataansvarlige har underretningspligt til Datatilsynet ved et sikkerhedsbrud.
Stk. 4. Styrelsen for It og Læring anmelder brud på persondatasikkerheden til Datatilsynet i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 33, stk. 1, hvis bruddet på persondatasikkerheden ikke skyldes den dataansvarliges egen anvendelse af systemet. Styrelsen underretter den dataansvarlige om anmeldelse til Datatilsynet senest samtidig med anmeldelsen til Datatilsynet.