BEK 58/2019 · Bekendtgørelse om kvalitet og sikkerhed ved håndtering af humane væv og celler
BEK 58/2019 Art. 22
Donation og udtagning af væv og celler
Vævscentret skal sikre, at væv og celler udtages i overensstemmelse med bilag 8. Udtagningen skal finde sted i passende faciliteter efter procedurer, der minimerer risikoen for bakteriel eller anden kontaminering af de udtagne væv og celler. Der anvendes kvalificerede, sterile instrumenter og kvalificeret, sterilt udstyr til udtagningen af væv og celler, og udtagningsmaterialer og -udstyr forvaltes i overensstemmelse med de i afsnit 1.3 i bilag 8 fastsatte standarder og specifikationer
Stk. 2. Udtagning af humane væv og celler foretages af personer, der har opnået relevant faglig uddannelse og kvalifikationer hertil.
Stk. 3. Udtagning af væv og celler fra levende donorer skal ske under forhold, der sikrer donors sundhed, sikkerhed og privatliv. Hvis der er tale om en afdød donor iagttages kravene i afsnit 1.3. i bilag 8.
Stk. 4. Der skal udarbejdes og anvendes standardprocedurer til verifikation af: 1) Donors identitet. 2) Oplysninger om samtykke eller tilladelse fra donor eller donors familie. 3) Vurderingen af kriterierne for udvælgelse af donorer, jf. § 20, stk. 1. 4) Vurderingen af de obligatoriske laboratorietest for donorer, jf. § 20, stk. 3.
Stk. 5. Der skal udarbejdes og anvendes standardprocedurer for udtagning, emballering, mærkning og transport af vævene eller cellerne til bestemmelsesstedet på vævscentret eller, hvis der er tale om direkte distribution af væv og celler, til det kliniske team, der er ansvarligt for anvendelsen af dem, eller, hvis der er tale om prøver af væv/celler, til laboratoriet med henblik på testning, jf. bilag 8.
Stk. 6. Vævscentret skal sikre, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse om sporbarhed og donordokumentation iagttages i forbindelse med udtagningen.