BEK 17/2019 · Bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder
BEK 17/2019 Art. 24
Sporbarhed og tilbagetrækning
Hvis en fødevarevirksomhed antager eller har grund til at antage, at en fødevare, som virksomheden har importeret, produceret, tilvirket, forarbejdet eller distribueret, ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed, og fødevaren ikke længere umiddelbart kontrolleres direkte af denne fødevarevirksomhed, skal virksomheden straks træffe forholdsregler med henblik på at trække den pågældende fødevare tilbage fra markedet og informere Fødevarestyrelsen herom. Hvis et produkt er nået ud til forbrugerne, skal virksomheden effektivt og præcist informere dem om baggrunden for, at varen trækkes tilbage, og skal om nødvendigt kalde varen tilbage fra forbrugere, som allerede er i besiddelse af den pågældende vare, såfremt andre foranstaltninger er utilstrækkelige til opnåelse af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau.
Stk. 2. Fødevarevirksomheden med ansvar for distributionsvirksomhed, som ikke har indflydelse på fødevarens indpakning, mærkning, sikkerhed eller integritet, skal inden for rammerne af sine aktiviteter træffe forholdsregler med henblik på at trække produkter, der ikke opfylder kravene til fødevaresikkerhed, tilbage fra markedet, ligesom virksomheden skal bidrage til fødevaresikkerheden ved at videregive de relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne spore en fødevare, som led i et samarbejde om forholdsregler truffet af producenter, tilvirkere, forarbejdere og/eller Fødevarestyrelsen.
Stk. 3. Fødevarevirksomheden skal straks underrette Fødevarestyrelsen, hvis virksomheden antager eller har grund til at antage, at en fødevare, virksomheden markedsfører, kan have sundhedsskadelig indvirkning på mennesker. Virksomheden underretter Fødevarestyrelsen om de forholdsregler, der træffes for at afværge, at den endelige forbruger udsættes for risiko, og må ikke forhindre nogen i eller afskrække nogen fra i overensstemmelse med national ret og retspraksis at samarbejde med Fødevarestyrelsen, hvis dette kan forebygge, reducere eller eliminere en risiko ved en fødevare.
Stk. 4. Fødevarevirksomheden samarbejder med Fødevarestyrelsen om de forholdsregler, der træffes med henblik på at undgå eller mindske risiciene ved de fødevarer, virksomheden leverer eller har leveret.