BEK 17/2019 · Bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder
BEK 17/2019 Art. 19
Risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter samt retningslinjer for god hygiejnepraksis
Fødevarevirksomheder skal indføre, iværksætte og følge en fast procedure eller faste procedurer, der er baseret på HACCP-principperne.
Stk. 2. HACCP-principperne i stk. 1 går ud på følgende: 1) Identificere risici, som skal forebygges, fjernes eller reduceres til et acceptabelt niveau. 2) Identificere de kritiske kontrolpunkter på det eller de produktionstrin, hvor det er vigtigt at have produktionen under kontrol for at forebygge eller fjerne en risiko eller reducere den til et acceptabelt niveau. 3) Fastsætte kritiske grænser på kritiske kontrolpunkter, som adskiller acceptable forhold fra uacceptable forhold, med henblik på at forebygge, fjerne eller reducere identificerede risici. 4) Fastlægge og gennemføre effektive overvågningsprocedurer på kritiske kontrolpunkter. 5) Fastsætte korrigerende handlinger, hvis det ved overvågningen viser sig, at et kritisk kontrolpunkt ikke er under kontrol. 6) Fastsætte procedurer for regelmæssigt at kontrollere, at de foranstaltninger, der er beskrevet i nr. 1-5, fungerer effektivt. 7) Udfærdige dokumenter og føre registre, der svarer til virksomhedens art og størrelse for at dokumentere, at foranstaltningerne i nr. 1-6 anvendes effektivt.
Stk. 3. Hvis der ændres ved produktet, processen eller ethvert andet trin, tager fødevarevirksomheden proceduren op til revision og foretager de nødvendige ændringer.
Stk. 4. Stk. 1 gælder kun for fødevarevirksomheder, der udfører et led i produktionen, forarbejdningen og distributionen af fødevarer efter primærproduktionen og de dermed forbundne aktiviteter, jf. bilag 2.
Stk. 5. Fødevarevirksomheder skal: 1) forelægge Fødevarestyrelsen bevis for, at de overholder stk. 1, i den form, Fødevarestyrelsen anmoder om, under hensyntagen til fødevarevirksomhedernes art og størrelse, 2) sikre, at alle dokumenter, der beskriver de procedurer, som er udviklet i overensstemmelse med denne bestemmelse, ajourføres løbende, og 3) opbevare alle dokumenter og registre i et passende tidsrum.