BEK 17/2019 · Bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder
BEK 17/2019 Art. 1
Anvendelsesområde
I denne bekendtgørelse fastsættes der hygiejnebestemmelser for fødevarer gældende for fødevarevirksomheder, idet der særlig tages hensyn til følgende principper: 1) Det primære ansvar for fødevaresikkerheden påhviler fødevarevirksomheden. 2) Der er behov for fødevaresikkerhed igennem hele fødevarekæden fra og med primærproduktionen. 3) Det er vigtigt at opretholde kølekæden for fødevarer, der ikke kan opbevares sikkert ved omgivelsestemperatur, navnlig frosne fødevarer. 4) Generel gennemførelse af procedurer, der bygger på HACCP-principperne, bør sammen med anvendelsen af god hygiejnepraksis øge fødevarevirksomhedernes ansvar. 5) Retningslinjer for god praksis er et værdifuldt instrument til i alle led af fødevarekæden at hjælpe fødevarevirksomheder med at overholde fødevarehygiejnebestemmelserne og anvende HACCP-principperne. 6) Der skal fastsættes mikrobiologiske kriterier, jf. den til enhver tid gældende bekendtgørelse for Grønland om mikrobiologiske kriterier, og temperaturkontrolkrav baseret på en videnskabelig risikovurdering. 7) Det er nødvendigt at sikre, at importerede fødevarer mindst er af samme sundhedsstandard som fødevarer produceret i EU eller af en standard, der er ligestillet hermed.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter alle led i produktionen, forarbejdningen og distributionen af fødevarer samt eksport.
Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for virksomheder, der alene producerer fødevarer bestemt til det grønlandske hjemmemarked, eller for virksomheder, der producerer ikke-animalske fødevarer, jf. dog § 2.