Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 13/2019 · Bekendtgørelse om værdiansættelse af pensionshensættelser og pensionsordninger ved omvalg for firmapensionskasser

BEK 13/2019 Art. 4

In KraftAmtlicher Text

Hensættelsesgrundlaget nævnt i § 3, stk. 2, skal fastsættes under anvendelse af en forsigtig aktuarmæssig vurdering. Hensættelsesgrundlaget skal overholde kravene i stk. 2-9, jf. dog §§ 5-7.

Stk. 2. Rentesatserne i hensættelsesgrundlaget nævnt i stk. 1 må ikke overstige satserne i henhold til den relevante risikofri rentekurve, der offentliggøres af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) i medfør af artikel 77 e i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), tillagt en eventuel positiv volatilitetsjustering og reduceret, for de dele af forpligtelserne, der er omfattet af pensionsafkastskat, med afgiftssatsen i henhold til pensionsafkastbeskatningsloven.

Stk. 3. Indebærer pensionstilsagnene en garanteret regulering efter et løn- eller prisniveau eller lignende, skal rentesatser nævnt i stk. 2 reduceres med den reguleringstakt, der er fastsat på opgørelsestidspunktet opgjort efter reglerne i bilag 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Firmapensionskassen kan efter tilladelse fra Finanstilsynet undlade at efterleve kravet i stk. 3 om, at reguleringstakten skal opgøres efter reglerne i bilag 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at der ved en anden opgørelse som minimum er samme sikkerhed for, at pensionshensættelserne er baseret på et forsigtigt grundlag.

Stk. 5. Dødeligheden i det hensættelsesgrundlag, der er nævnt i stk. 1, må ikke overstige den fastsatte dødelighed i overensstemmelse med en levetidsanalyse, der er foretaget for året medudgangspunkt i Finanstilsynets seneste offentliggjorte retningslinjer for udarbejdelse af levetidsanalyse, og seneste offentliggjorte benchmark for levetidsforudsætninger tillagt et sikkerhedstillæg på 10 pct. for ordninger med positiv dødelighedsrisiko og reduceret med et sikkerhedstillæg på 10 pct. for ordninger med negativ dødelighedsrisiko. Firmapensionskassen kan erstatte de fastsatte sikkerhedstillæg med sikkerhedstillæg fastsat ud fra en modelbaseret tilgang, hvis pensionskassen har fuldstændige, hensigtsmæssige og nøjagtige data.

Stk. 6. Udgør firmapensionskassens medlemsbestand med undtagelse af eventuelle børnepensionister mindre end 250 personer, kan firmapensionskassen undlade at foretage levetidsanalysen nævnt i stk. 5. I så fald må dødeligheden i hensættelsesgrundlaget ikke overstige dødeligheden svarende til Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger tillagt et sikkerhedstillæg på 10 pct. for ordninger med positiv dødelighedsrisiko og reduceret med et sikkerhedstillæg på 10 pct. for ordninger med negativ dødelighedsrisiko.

Stk. 7. Invalidesandsynligheden i hensættelsesgrundlaget nævnt i stk. 1 skal mindst fastlægges ud fra bedste skøn tillagt et sikkerhedstillæg på 10 pct.

Stk. 8. Indeholder de indbetalte bidrag et omkostningstillæg i medfør af § 8, stk. 2, i bekendtgørelse om pensionskassevirksomhed og det tekniske grundlag m.v. for firmapensionskasser, forøges de samlede pensionshensættelser med forskellen mellem nutidsværdien af de fremtidige omkostninger og nutidsværdien af de fremtidige omkostningstillæg.

Stk. 9. Er en del af et medlems pensionstilsagn afdækket ved en forsikringspolice for medlemmet i et livsforsikringsselskab, medregnes denne del og de præmier, som firmapensionskassen betaler til forsikringsselskabet, ikke ved opgørelsen af pensionshensættelserne.