BEK 9/2019 · Bekendtgørelse om god skik og oplysningspligt for firmapensionskasser
BEK 9/2019 Art. 14
Pensionsoversigt
Pensionsoversigten, jf. § 13, skal indeholde følgende oplysninger til firmapensionskassens medlemmer: 1) Personlige oplysninger om medlemmet, herunder en tydelig angivelse af den lovbestemte pensionsalder, den pensionsalder, der er fastsat i pensionsordningen eller beregnet af firmapensionskassen, eller den pensionsalder, der er fastsat af medlemmet, afhængig af hvad der er relevant. 2) Navnet på firmapensionskassen, dens konktaktadresse og policenummer på pensionsordningen. 3) Hvor det er relevant, oplysninger om fuldstændig eller delvis garanti under pensionsordningen, og hvis relevant, hvor der kan findes yderligere oplysninger. 4) Oplysninger om pensionsprognoser baseret på pensionsalderen, og hvor relevant et forbehold om, at disse prognoser kan være anderledes end den endelige værdi af de ydelser, der modtages. Hvis prognoserne vedrørende pensionsydelser er baseret på økonomiske scenarier, skal denne oplysning også omfatte det bedst tænkte scenarie og et ugunstigt scenarie, under hensyntagen til pensionsordningens særlige karakter. I ydelsesdefinerede pensionsordninger skal prognoserne afspejle ordningen, som den er fastlagt i regulativet, og de forudsætninger og parametre, som er fastsat og i øvrigt anmeldt for ordningen, skal inddrages ved udarbejdelsen af prognoserne. 5) Oplysninger om de optjente rettigheder eller den opsparede kapital under hensyntagen til pensionsordningens særlige karakter. 6) Oplysninger om de bidrag, der er indbetalt til pensionsordningen af det pensionstegnende firma og medlemmet, som minimum i løbet af de seneste tolv måneder, under hensyntagen til pensionsordningens særlige karakter. 7) En opsplitning af de omkostninger firmapensionskassen har trukket fra, som minimum i løbet af de seneste 12 måneder. 8) Oplysninger om kapitaldækningsniveauet for pensionsordningen som helhed.